Hvis
vi ønsker at ændre på den måde som arbejdsmarkedet fungerer på, har vi rettet
blikket mod arbejdsmarkedspolitik. Arbejdsmarkedspolitikkens opgave er at
påvirke udbud og efterspørgsel på arbejdskraft på de enkelte delmarkedet samt arbejdsmarkedet
generelt. Disse indgreb fra staten kan være omskoling, efteruddannelse,
løntilskud til virksomheder, ændringer i arbejdstiden, regler for opsigelse,
ændringer i dagpengeregler, forringelse af efterløn mv. Alt dette med hensigt
på at forbedre ledigheden. Som det ses i nedenstående tabel har arbejdsløsheden
i Danmark svinget mellem 3 og 10 pct. i de sidste 30 år. Dette viser også at
selv i perioder med høj arbejdsløshed, f.eks. i 1900’erne, har der været mangel
på arbejdskraft i visse fag. Der har altså være tale om flaskehalsproblemer og
strukturarbejdsløshed på samme tid.
I begyndelsen
af 1990’erne skifter Danmark fra at have en passiv til en aktiv arbejdsmarkedspolitik.
En passiv arbejdsmarkedspolitik er kendetegnet ved, at man blot sigter på at
sikre de arbejdsløse en ordentlig levestandard gennem høje dagpenge - og så lod
man dem passe sig selv. Dengang havde man opfattelsen af, at man ikke skulle
presse de arbejdsløse for meget. Det vendte dog i 1990’erne, hvor man i stedet
begyndte, med en aktiv arbejdsmarkedspolitik, at forbedre den enkeltes chancer for
at klare sig på jobmarkedet.
Et
væsentlig mål for den danske arbejdsmarkedspolitik er derfor, at forbedre
beskæftigelsen og undgå flaskehalsproblemer og strukturarbejdsløshed.
Nedenstående illustration viser arbejdsmarkedspolitikkens rolle.
1. Redegør for de forskellige arbejdsmarkedspolitikker som føres i Europa
Her er der tale
om den centraleuropæiske, den angelsaksiske, den sydeuropæiske og den
skandinaviske model.
Den skandinaviske model
Danmark,
Sverige og Holland benytter denne model. I Danmark benytter man sig af flexicurity-modellen,
som er sammensat af det engelske flexibility og security. Dette giver en
kombination af høj velfærd og stor omstillingsevne, som tilsammen skaber et
mobilt arbejdsmarked. Denne arbejdsmarkedspolitik er kendetegnet ved høj
kompensationsgrad, stramme rådighedskrav, aktiv arbejdsmarkedspolitik og en lav
jobbeskyttelse. Det der gør denne arbejdsmarkedspolitik attraktiv sammenlignet
med den andre arbejdsmarkedspolitikker som føres i Europa er, at det er rimelig
let af afskedige folk, hvis virksomhedens ordrebog står tom. Dvs. at virksomhederne
hurtigt kan reagere på eventuelle kriser og lavkonjunkturer. Omvendt vil man
heller ikke under opsving være nervøs for at ansætte nye medarbejdere - man kan
jo altid afskedige dem igen, hvis det blot var en midlertidig boble i
økonomien.
I
Danmark bliver der også sat store krav til de ledige. De skal bl.a. stå til rådighed,
hvis der dukker et ledigt job op. Som modvægt til disse regler, har vi som
tidligere nævnt nogle ret favorable dagpengeregler, hvilket betyder at lavtlønnede
og langtidsledige får en pæn kompensation i forhold til deres tidligere løn.
Dagpengeperioden er også relativt længere sammenlignet med andre lande. Dog kan
et økonomisk opsving bremses af mismatch problemer på arbejdsmarkedet, som er
illustreret i nedenstående figur.
Et
fald i arbejdsløsheden skaber altså et lønpres, der på længere sigt vil få arbejdsløsheden
til at stige igen. Der er altså en nedre grænse for, hvor lav arbejdsløsheden
kan blive uden af det forårsager yderligere lønstigninger. Dette kaldes den
strukturelle ledighed og ses i denne illustration.
Den centraleuropæiske model
Belgien,
Tyskland og Finland benytter denne arbejdsmarkedspolitik. Denne form for arbejdsmarkedspolitik
er kendetegnet ved en varierende kompensationsgrad, varierende krav til rådighed,
en passiv arbejdsmarkedspolitik og høj jobbeskyttelse. Det betyder, at det er generelt
vanskeligt af afskedige folk i disse lande, da medarbejderne har lande opsigelsesvarsler
og krav på fratrædelsesgodtgørelse. Dette betyder, at de ikke i nær samme grad
som Danmark har et fleksibelt arbejdsmarked, hvor de tør at ansætte folk i
økonomiske opsving. Hvis det viser sig at opsvinget blot var en midlertidig
boble, kan man jo ikke bare sådan lige komme af med dem igen. Så hellere lade
de fastansatte arbejde over i denne periode.
Det
er også nemmere for arbejdsløse at sige ’nej tak’ til et arbejde, hvis f.eks.
transportafstanden er for stor eller ’det ikke lige var det job, som man havde
gået og drømt om’.
Den angelsaksiske model
Storbritannien
og Irland benytter sig af denne arbejdsmarkedspolitik, som er kendetegnet ved
lav kompensationsgrad, lempelige rådighedskrav, en varierende arbejdsmarkedspolitik
og begrænset jobbeskyttelse. Her har man valgt kun at lade den offentlige
sektor hjælpe de allersvageste i samfundet, resten af befolkningen - dvs. langt
størstedelen - må forsørge sig selv igennem private forsikringsordninger, som
skal støtte én økonomisk i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed eller alderdom. Her
er der en begrænset jobbeskyttelse, hvor det ikke er sjovt at blive arbejdsløs,
hvis man ikke har forsikret sig.
Den sydeuropæiske model
Frankrig,
Italien, Spanien og Grækenland benytter denne arbejdsmarkedspolitik. Denne form
for arbejdsmarkedspolitik er kendetegnet ved en gennemsnitlig
kompensationsgrad, stramme rådighedskrav, en passiv arbejdsmarkedspolitik og
høj jobbeskyttelse. Kravene om at stå til rådighed er ikke nær så barske som i
Danmark, og medarbejderne i de sydeuropæiske lande har endvidere også en høj
jobbeskyttelse. Disse lande er kendetegnet ved et ufleksibelt arbejdsmarked,
hvor der heller ikke er meget hjælp at hente hvis man er arbejdsløs. Den
strukturelle ledighed er derfor også en del højere i disse lande. Den strukturelle
ledighed for år 2009 ses i nedenstående tabel. Her ses det også at Danmarks
strukturelle ledighed ligger på 4,2% hvorimod landene fra den centraleuropæiske
model ligger mellem 7-8% og landene der bruger den sydeuropæiske model ligger
endnu højere med en strukturel ledighed på ca. 11%.
2. Analyser hvilken betydning indvandrere har for arbejdsmarkedspolitikken i Danmark
I
og med at arbejdsmarkedspolitikken regulerer selve adgangen til jobs og ofte
også har særlige regler for, hvilke typer af jobs immigranter har adgang til og
under hvilke vilkår - vil den førte arbejdsmarkedspolitik i Danmark have stor
betydning for indvandrere[1].
Nogle lande fører en meget åben arbejdsmarkedspolitik, der giver indvandrere
adgang til stort set alle typer af jobs. Hvor andre lande har mere restriktive
regler, som begrænser udvalget af jobs for immigranterne. Her kan der også være
tale om, hvor længe indvandrere kan ansættes.
Danmark
hører under landene, der fører en åben arbejdsmarkedspolitik i forhold til indvandrere.
Indirekte påvirker den danske arbejdsmarkedspolitik den generelle offentlige
opfattelse af indvandrere, idet den giver udtryk for i hvor stort et omgang
indvandrerne er selvforsørgende. I Danmark, hvor der føres en åben
arbejdsmarkedspolitik, er vi mere tilbøjelige til at mene, at indvandrere
spiller en positiv økonomisk rolle[2].
Håndteringen af indvandringen er forløbet fornuftigt, hvilket skyldes det
fleksible arbejdsmarked, som giver gode muligheder for at finde nye jobs
og/eller opkvalificere sig til bedre jobs[3].
Ifølge
artiklen[4]
har danskerne ikke noget at være bange for. Indvandrere stjæler ikke arbejde
fra danskerne, men er tværtimod med til at skabe nye jobs. Dette gavner både
danskere med korte og med lange uddannelser[5].
Disse positive resultater skal dog testes af i lavkonjunkturperioder. Udfordringen
her er, at indvandrerne i højere grad end danskerne er villige til at acceptere
social dumping og frasige almindelige rettigheder. Og her kan danskerne blive
ramt.
Ifølge de nyeste tal, er blot en fjerdel af
de mere end 7.000 flygtninge, der kom til Danmark i begyndelsen af 00’erne, i
job 10 år senere[6].
Det har i mange år stået højt på den politiske dagsorden, at de flygtninge der
kommer til Danmark, skal komme i job, både til gavn for økonomien, men også for
integrationen i bredere forstand. Et job vil gøre det nemmere for indvandrerne
at blive en del af det danske samfund, og risikoen for at ende i et belastet
boligområde eller blive inddraget i kriminalitet formindskes.
I januar 2013 så
fordelingen af ikke-vestlige indvandrere således ud. Som det ses, er forskellen
mellem kvinders og mænds beskæftigelsesfrekvens størst blandt indvandrere fra
Pakistan. Cirka 63% af mændene er i beskæftigelse, hvorimod kun 33% af kvinderne
er. Dette er blot endnu er bevis på, at vi i Danmark er for dårlige til at integrere
indvandrere på det danske arbejdsmarked. I sidste ende skader det jo samfundet,
når vi ikke får integreret de ikke-vestlige indvandrere godt nok på det danske
arbejdsmarked. Danmark har ikke råd til at overlade denne gruppe til overførselsindkomster.
Ifølge en analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, er underskuddet for
ikke-vestlige indvandrere på hele 16,6 milliarder kroner[7].
Problemet
bunder i, at nyankommne indvandrere bliver overladt for meget til sig selv, hvilket
kendetegner mere en passiv arbejdsmarkedspolitik end en aktiv. Så længe
afstanden mellem den danske mindsteløn og kontanthjælpsydelserne ikke er
større, vil indvandrerne ikke have det store behov for at integrere sig på det
danske arbejdsmarked. En anden vigtigt årsag er, at mange af de flygtninge der
kommer til Danmark har ofte traumer med sig samt sparsomme kvalifikationer.
Efterspørgslen på disse indvandreres arbejdskraft mangler i høj grad.
Sammenlignet med nedenstående tabel og det stigende antal indvandrere, kan det
danske arbejdsmarked have svært ved at følge med. Desuden skal alle
flygtningen, der får opholdstilladelse i Danmark, deltage i et treårigt integrationsprogram.
Alt dette tager også tid - men har til formål at bringe den enkelte indvandrer
tættere på det danske arbejdsmarked. Dette kostede staten i 2013 1,15 mia. kr.,
og alt tyder på at disse penge ikke er blevet brugt acceptabelt. Udgifterne til de mobilitetsfremeede foranstaltninger bliver ikke benyttet - og Danmark mister potentiel arbejdskrat ved at lade indvandrerne passe sig selv.
3. Vurder om Rina Ronja Kari’s udsagn om det danske dagpengesystem i forhold til et fælles europæisk dagpengesystem er velbegrundet.
Rina
Ronja Kari’s udsagn i artiklen ”Muligheden for et fælles europæisk dagpengesystem
er stadig på bordet” om et fælles dagpengesystem er bygget meget op omkring
hendes personlige, mindre konkrete holdninger. Ordet ”forventning” bliver brugt
flere gange - og er med til at gøre hendes udsagn ikke specielt konkret og
dermed heller ikke særlig godt velbegrundet. Hendes stilling i parlaments
udvalg for Beskæftigelse og Sociale Anliggender gør, at hun er tæt på parlamentets
arbejde med emnet. Tanken er, at et fælles, supplerende europæisk dagpengesystem
kan mindske byrderne for stærkt kriseramte lande. Alligevel hopper hun let og
elegant hen over de vigtige spørgsmål, som hvorfor og hvordan et fælles
europæisk dagpengesystem skulle kunne lade sig gøre? Hun påstår også, at denne
harmonisering vil ske ”inden for en overskuelige fremtid”. Men hun har ingen konkrete
data på hvorfor det skulle ske inden for den nærmeste fremtid.
Derimod
er Ulla Tørnæs’ argumentation bedre. ”Det er ikke realistisk, at der kan laves
et system, som alle lande kan efterleve.” I den skandinaviske model har vi et
højt dagpengeniveau, som vi ikke ønsker at gå på kompromis med. Akkurat lige
som landene der fører en anden arbejdsmarkedspolitik, vil de ikke hæve
skattetrykket og niveauet for dagpenge, da de lever af den overbevisning at man
skal kunne klare sig selv. Alt i alt er der simpelthen for store forskelle
mellem de forskellige europæiske arbejdsmarkedspolitiker til, at et fælles
system kan blive en realitet.
[3] www.politiken.dk
”Indvandringen til Danmark har gavnet de kortuddannede” - 30/10-13, side 2,
linje 34
[4] www.politiken.dk ”Indvandringen til Danmark har gavnet de
kortuddannede” - 30/10-13
[5] www.politiken.dk ”Indvandringen til Danmark har gavnet de
kortuddannede” - 30/10-13, side 2, linje 20
[7] www.berlingske.dk
”Maung og den store jobindsats” 8/3-15, side 1, spalte 2, linje 27
